Grøn frodighed

Findes der noget så smukt, som en græsgrøn eng og skov, efter det har regnet. Lige der, hvor solen stadig har stået på himlen, og hvor der så ovenikøbet, efter regnen er færdig, fremkommer en regnbue, der smyger sig over himmelhvælvingen.

Jeg elsker regnbuer, og det har jeg gjort, siden jeg var en lille pige. Jeg tror, at det stammer fra dengang, jeg var barn. Der var jeg meget glad for My Little Pony, og netop i My Little Pony, er der den velkendte regnbue, både i deres logo såvel som i introen på tegnefilmene.Jeg var solgt. Og er det stadig.

Når det regner, og der er sol, og der efterfølgende kommer en regnbue frem på himlen, kan jeg få en nærmest barnlig glæde indvendigt og huske tilbage på My Little Pony-filmen. Der er noget magisk over en regnbue. Jeg synes, at selvom dens farver jo egentlig er så klare, så kan det alligevel være svært at definere dem en for en. De passer bare godt sammen.