|
• forside • søgning • historier • materialer • projektet • links • kont@kt |
| Bageriet i Albanigade | |||||
|
- af Olaf Jespersen Formkransene gik som varmt brød I Albanigade nr. 44 lå en bagerforretning. Bagermesteren var for nylig død, og forretningen blev drevet af en søster. En i mine drengeøjne ældre dame med hvidt hår og knude i nakken. Hun hed frk. Marie Creutz. Her kom jeg til at køre med morgenbrød om søndagen. Skønt man altid har hørt, at det var sløje tider i 1930rne, sydede det af travlhed både i forretningen, i bageriet samt med udbringning af morgenbrød. Forretningen havde specialiceret sig i at lave nogle utroligt populære formkranse, som solgtes lige så hurtigt, som de kom ud af ovnen. Selvfølgelig blev der også solgt mængder af andet morgenbrød, men det var formkransene, der tiltrak folk fra hele byen.  Personalet ved Bryggergårdens Konditoriudsalg, Vestergade
11 i Odense. Hele personalet er samlet i gården bag forretningen,
med biler og budcykler. De første danske konditorier dukkede op
i 1700-årene, men først i 1800-tallet vandt de større udbredelse.
I Odense kendes de første konditorier fra midten af 1800-tallet.
Fra 1920'erne fik konditorierne en mere selvstændig status, med
kager og desserter som speciale. Billedet er taget i midten af 1930'erne.
Klik her
for stort billede.
Bageriet bestyredes af en mestersvend. Foruden ham var der i bageriet en svend, en forbundter samt en lærling. Til hjælp i forretningen havde frk. Creutz to faste piger samt om søndagen mestersvendens hustru. Til at køre i byen var der mestersvendens bror, Erik. Han var glarmestersvend, men tjente en ekstraskilling ved at bringe brød ud om morgenen. Om søndagen var der så også lille mig. Undertiden var der så meget at bringe ud, at en af de unge fra bageriet bragte en kurvfuld ud til de nærmeste gader. Altid kaffe på kanden Det stod på de høje nagler de første morgentimer om søndagen, og den dejlige duft af nybagt brød og varmen lagde sig over hele huset. Lidt op på dagen fortog travlheden sig, og der blev tid til at nappe en kop kaffe. Der stod altid en kaffekande over et lavt blus, så enhver, der ønskede det, kunne tage sig en tår. Det var en selvfølge, at man kunne spise, hvad man ville af brød i butikken. Når jeg skulle ud med en stor kurv fuld af poser med morgenbrød, lå der altid to eller tre brunsvigere eller andet oveni til mig. Ved nitiden var travlheden som regel ovre, og jeg satte mig gerne ind i spisestuen for at kigge i ugebladene. Vinduet vendte ud til gården, og da bageriet lå i bagbygningen, kunne jeg holde øje med, om der var brød færdigt, som skulle bæres ind i forretningen. Sidst på formiddagen var også tiden, hvor de større bestillinger, såsom lagkager, kransekager, kringler og lignende skulle bringes ud.  Hektisk aktivitet i Laurits Andersens bageri på
Østre Stationsvej 7 i Odense. Billedet er taget i november
1953, og det er bagermesteren selv, der ses bag to af sine svende.
Klik her
for stort billede.
Liv og varme Det var en dejlig plads. Der var liv, varme og unge mennesker, som ikke tog notits af, at en lille fyr som jeg overværede deres små flirter og tilnærmelser. De mere modne mennesker i huset blev smittet af stemningen, og frk. Creutz var som en mor for os alle i huset. Erik tog hjem, så snart han var færdig med udbringningen af morgenbrødet, men jeg blev gerne til middagen var overstået. Så sad vi der hele folkeholdet om bordet, som man læser det i romaner og fortællinger fra gamle købmandsgårde. Undertiden blev jeg sendt ned efter mestersvendens datter, og på sådanne søndage kunne der være 10 personer til bords. Desværre kunne frk. Creutz ikke blive ved med at drive forretningen med al den fremmede hjælp, så en dag måtte hun sælge den. Jeg var et par søndage hos den nye bagermester, men det var en fuldstændig forandring. Den gode, hyggelige atmosfære var væk, og det var jeg også kort efter. 
Til toppen |
|
||||